Pædagogik portfolio 25/12

Til vores pædagogikopgave, som omhandlede anbragte børn, skrev vi om omsorg/omsorgssvigt, inklusion/eksklusion og relationer.

Problemformulering:
Hvordan kan vi som pædagoger på en døgninstitution for børn i alderen 4-18 år gennem omsorg støtte børnene i deres udvikling med henblik på at skabe inkluderende fællesskaber?

Jeg skrev om relationer.

Den professionelle relation (Teori og analyse):

Anbragte børns behov for at indgå i relationer til pædagogerne er et omstridt punkt i pædagogiske diskussioner. Nogle pædagoger anser det for at være centralt for børnenes udviklingsmuligheder, at de kan knytte sig til de voksne, mens andre mener at børnene er for sårbare og p.g.a. tidligere svigt ikke magter tætte relationer. Vi har i vores opgave valgt at fokusere på at relation er centralt for børnenes udviklingsmuligheder.

I Bent Madsens bog Socialpædagogik og samfundsforvandling (1996), har han delt den professionelle relation op i to: en personrelation og en kompetencerelation. Dermed er den professionelle relation en dobbeltrelation .

Personrelationen er, hvor man møder sit medmenneske med respekt og ligeværd. Kompetencerelationen er forbundet med pædagogens rolle og opgaver i forhold til barnet. For at kunne tale om en professionel relation skal begge sider af dobbeltrelationen virke sammen. En relation kan betegnes som pædagogisk når: relationen er baseret på bevidste og planlagte processer, som skal føre frem til et på forhånd fastsat mål og hvis relationen er et ansvarsforhold, hvor den ene part (pædagogen) påtager sig et ansvar for den anden .

Personrelationen:

Kontakten som pædagogen og barnet har med hinanden. Det er her stiller pædagogen sig til rådighed for barnet og kan tage initiativ til kontakt, men det er barnet der tager stilling til hvor tæt relationen kan blive. Den følelsesmæssige kontakt opstår spontant, hvis barnet er parat til dette og hvis der opstår en følelse af samhørighed mellem de to. Dette kan f.eks. være i en situation, hvor man på døgninstitutionen skal se tv en aften. Pædagogen kan sætte sig ned ved siden af barnet, men det skal være barnet selv, der tager initiativ til yderligere kontakt. Der er her tale om et forhold mellem to mennesker, der er ligeværdige, hvor pædagogen dog er forpligtet til ikke at bruge den mulighed for magtudøvelse, som er givet med kompetencerelationen .
Dog er tæt følelsesmæssig kontakt ikke nødvendigt for at få en personlig relation. Da anbragte børn tit har en oplevelse af ikke at være gode nok, er det for at få en personlig relation vigtigt, at pædagogen anerkender barnet og viser at man ser og respekterer barnet, som det er, uden dog at acceptere at barnet opfører sig uhensigtsmæssigt. Dette betyder at pædagogen skal anerkende at barnet i f.eks. en lektiesituation har svært ved disse og prøve at hjælpe, men samtidig ikke acceptere at barnet så ikke gider lave disse. Børn bruger almindeligvis de personlige kontakter som de har i deres netværk på forskellige måder og tidspunkter i deres liv. Et barn kan lide forskellige egenskaber hos de voksne, der er i deres netværk. Det kan for eksempel være forskellige voksne, barnet synes er gode til lektiehjælp, lege eller til at putte i seng osv. Denne måde at betragte personlige relationer på gør, at pædagoger spiller forskellige roller i anbragte børns dagligdag. Det er derfor vigtigt, at pædagogerne er opmærksomme på, hvilken ”rolle” de har overfor barnet, så de kan stille sig til rådighed for barnet i netop disse situationer, når der vel og mærke er mulighed for det. Hvis et barn for eksempel helst vil have en bestemt pædagog til at hjælpe sig med lektierne, er det vigtigt at pædagogen anerkender dette.

Da børnene har brug for at pædagogerne har forskellige egenskaber, er det vigtigt at en personalegruppe består af folk med forskellige egenskaber og at det accepteres at man bruger disse særlige egenskaber og interesser i forhold til børnene. Det også vigtigt at personalegruppen består af både kvinder og mænd, både fordi at der i børnegruppen som oftest er både piger og drenge, men også fordi at børnene ofte vil bruge de mandlige og de kvindelige pædagoger forskelligt i relationen. Dette er et brud med ideen om, at alle pædagoger reagerer ens overfor børnene, men det er vigtigt at pædagogerne har forskellige værdier at byde ind med og forskellige tilgange til de jo forskellige børn. På den måde vil man bedre kunne give børnene et bredt udviklingsstøttende miljø.

I tilfælde, hvor der opstår en følelsesmæssig tilknytning, er det nødvendigt at overveje hvordan man bedst muligt kan beskytte barnet mod en ny oplevelse af svigt. Her er det vigtigt at personalegruppen er opmærksomme på barnets tegn på tilknytning til en bestemt pædagog og anerkender og respekterer dette. Her vil det ifølge begge vore informanter også være vigtigt at overveje, hvis man som fungerer som vikar eller evt. studerende på en døgninstitution, om hvor tæt man skal lade relationen til børnene blive, da man enten ikke er der fast eller kun i kortere tid. Dette ville også kunne opfattes som svigt i barnets øjne.

Mange anbragte børn er ikke vant til voksnes nærvær og kontakt og dette kan derfor virke skræmmende på dem i forhold til deres tidligere erfaringer med relationer og svigt. Per Revstedt siger i sin bog Ingen er håbløs. Motivationsarbejde i teori og praksis (1999)at børn med negative erfaringer med relationer kan danne et kontaktmønster der er præget af afbrydelser. Dette fungerer både som et forsvar og et signal om hjælp og kan være opstået på grund af tidligere svigt, som barnet bliver mindet om og afholder barnet fra det som det helst vil have. Det fører til, at barnet udvikler det, som Per Revsted kalder for kontaktrebus :

Hvis du bryder dig om mig, når jeg er sådan her, og samtidig forstår, at jeg egentlig ønsker hjælp, så stoler jeg på dig. Jeg vil lidt efter lidt begynde at åbne mig, men jeg kommer til at teste dig mange gange .

Dette med at børnene ønsker nærheden, men samtidig skubber de mennesker væk, som prøver at give dem nærhed, er ofte kendetegnende for deres ambivalente forhold til mennesker omkring dem. Ifølge vore informanter er dette præcis hvad man som pædagog på en døgninstitution ofte oplever. Derfor er det ofte en svær opgave at skabe personlige relationer til anbragte børn, da man er nødt til at respektere børnenes forsvarsmekanisme mod at blive svigtet, samtidig med at man skal prøve at opbygge en kontakt. Det kan være svært at være professionel i sit arbejde med at opbygge denne kontakt og gøre det på en respektfuld og sensitiv måde, samtidig med at man selv skal kunne klare afvisninger og afbrydelser af den kontakt, man prøver at bygge op med barnet. Netop denne del af det pædagogiske arbejde kræver, at man mestrer dobbeltheden i den professionelle relation. Vores ene informant fortalte, at når sådanne situationer opstod brugte pædagogerne på stedet hinanden, men også deres tilknyttede psykolog, til at se situationen fra en anden side, eller udefra, og på den måde kunne pædagogen i stedet bruge sin faglighed i relationen til barnet, så man dannede en kompetencerelation.

Kompetencerelationen:

For at der skal dannes en relation til det anbragte barn, skal pædagogen blive ved at tilbyde kontakt og det er nødvendigt at man ikke er for sårbar, da det kan betyde at man vil have en tendens til at trække sig tilbage og beskytte sig selv. Derved vil barnet blive bekræftet i tidligere erfaringer om, at man ikke kan stole på voksne og derved forstærke barnets kontaktrebus. Pædagogen skal blive ved at forsøge at ”bryde igennem” til barnet og tilbyde relationen. Dette kunne være noget simpelt som i situationen, hvor børnene skal puttes i seng om aftenen, hvor pædagogen siger pænt godnat til børnene. Her kan nogle børn ofte virke afvisende og negative, men det er vigtigt at pædagogen fortsætter på samme måde hver aften, da barnet ellers kan føle svigt. På den måde får barnet en chance for at få nye og gode erfaringer med relationer.

For at kunne håndtere anbragte børns kontaktforsøg, som kan være akavede og have den modsatte virkning, er det nødvendigt med viden, faglig erfaring og supervision. Pædagogen skal bruge kompetencerelationen for at kunne se udover egen følelsesmæssig involvering og derved se barnets kontaktmønster udefra. Når man som pædagog ser på egen relation til barnet, skal man også kunne reflektere over egne reaktionsmønstre, sårbarheder og forsvarsmekanismer. Alle prøver at beskytte sig mod afvisning og det kræver megen opmærksomhed, hvis man skal være bevidst om, hvordan man selv forsvarer sig. Som pædagog er det let og fristende at gemme magtesløshed bag ”professionalisme” og sige, at barnet er problemet. De forsvarsmekanismer man som pædagog bruger, er ofte ubevidste og er i sig selv et godt argument for at supervision burde være en selvfølgelighed.
Kompetencerelationen bygger på faglig viden og erfaring der gør, at pædagogen fastholder faglig forståelse af sin opgave og bruger den i den personlige relation til barnet. På den måde kan pædagogen bruge sin faglige viden og ikke kun sin personlighed, til at få overblik over den pædagogiske opgave i forhold til barnet. I kompetencerelationen er der mulighed for refleksion over, hvordan man finder en ny vej ud af en konfliktfyldt relation. Det handler om at kunne revidere sine forestillinger om barnet og finde på nye måder at tilbyde barnet kontakt, så barnet får et bedre udgangspunkt til at danne relationer til andre mennesker.