Paulo Freire
(1921 – 1997)
Hvem er Paulo Freire og i hvilken historisk sammenhæng blev hans tanker skrevet?
Paulo Reglus Neves Freire blev 19. september 1921 født i Recife, som ligger i den nordøstlige del af Brasilien.
Han blev født af middelklasseforældre, hvor moderen var katolik og faderen var officer i militærpolitiet i staten Pernambuco. Paulo og hans søskende blev opdraget af moderen i den katolske religion og han valgte at følge sin mors religion som katolik, hvilket blev respekteret af faderen.
Han var dygtig og gik i de første skoleår på privatskole. Den økonomiske krise ramte i 1929 Freire familien og Paulo oplevede allerede som 8 årig sult for første gang. Problemerne tager igennem årene til og Paulo får mange faglige problemer. Faderen dør i 1934 og sulten fylder meget i familien. Paulo får dumpekarakterer i skolen og er konstant sulten. Han føler skyld på grund af hans dårlige karakterer, men i 1939, da hans ældre brødre begyndte at arbejde, forbedredes familiens økonomiske situation sig og Paulo begyndte at spise mere og begyndte dermed at kunne forstå og følge med i skolen. Han startede i en alder af 20 år med at studere jura, men studiet blev flere gange afbrudt af økonomiske årsager og han var ligesom hans søskende nød til at bidrage til familiens eksistens.
Paulo gifter sig med Elsa Maria Costa Oliveira som er folkeskolelærer og med hvem han får 5 børn.
Han blev uddannet på universitetet i Recife, hvor han studerede jura, psykologi og filosofi.
I 1959 blev han professor i historie og filosofi og begyndte at eksperimentere med nye metoder til at undervise voksne i at læse og skrive. Han var dog mere interesseret i at konfrontere deres pessimisme og fatalisme og samtidig gøre dem bevidste om deres evne til at forme deres omgivelser og give dem midlerne til at gøre det. Det var gennem sin undervisning af analfabeter han fandt frem til en undervisningsform der, forudsat at den er knyttet til lokale sociale og politiske spørgsmål, meget hurtigt kan lære folk at læse og skrive. Han knyttede simpelthen undervisning sammen med bevidsthed. Hjørnestenene i hans revolutionære pædagogik kommer fra hans studier af Karl Marx. De var opvokset under samme forhold og dette gav dem begge en kritisk indgangsvinkel til det kapitalistiske samfund og dets undertrykkere. Desuden var et af hans grundlæggende mottoer ”Learning by doing”, som var formuleret af John Dewey.
I 1964 var der militærkup i Brasilien. Det betød at Paulo Freire blev smidt ud af landet, for en mand som ham, der ikke bare hjalp bønder og slum-beboere til at læse og skrive, men også til at tænke og handle, var selvsagt uønsket under det nye styre. Han blev fængslet kort, og efter fængselsperioden rejste han til Chile, hvor han arbejdede som leder af et alfabetiseringsprogram under FN, hvor han eksperimenterede med at udvikle voksnes læsefærdigheder et skridt videre.
Herefter arbejdede han på Harvard University på Center for studier af udvikling (Social Change).
Siden 1970 arbejdede han på Instituttet for Uddannelse for Kirkernes Verdensråd i Genève, hvor han også tilrettelagde uddannelses-projekter for den tredje verden.
Han har skrevet et utal af bøger gennem tiden, men i 1967 han udgiver sin første bog: ” Education as the practise of freedom” og i 1970 udkommer hans mest kendte bog: ”De undertryktes pædagogik”, som er tilegnet til ”de undertrykte og de, som lider med dem og kæmper ved deres side.” Bogen udkom første gang på portugisisk i 1968 og blev udgivet på dansk i 1973.
I 1980 rejste han tilbage til Brasilien, hvor hans kone i 1986 afgår ved døden. Han gifter sig igen, med en tidligere studerende ved navn Ana Maria Araújo Freire.
Paulo Freire afgår ved døden som 75 årig, fredag den 2. maj 1997 af et hjertestop.
For at forstå Paulo Freires metode til at hæve folks bevidsthed, er det vigtigt at forstå hans opfattelse af menneskeheden og af undertrykkelse. Hans tilgang til uddannelse og bevidsthed er tæt knyttet til hinanden og det er ud fra disse han har udviklet sine begreber og metoder.
Teksten vi har arbejdet med er: Frigørende pædagogik – om Paulo Freire - praksis i Latinamerika og forsøg på frigørende pædagogik i Danmark. S. 21-23 fortalt af Peter Tantholdt Hansen.
Hvilke hovedsynspunkter formuleres i teksten, og hvilke pædagogiske principper/læresætninger er centrale?
Teksten vi har valgt, foregår det sydlige Peru nær det gamle Inka rige.
Indianerne som lever i højlandet står overfor en voldsom ændring i deres tilværelse, hvor de ifølge den nye landbrugsreform, skal til at bestemme mere selv. Deres kultur er i fare for at blive rendt over ende af den mere spanskbetonede peruanske kultur. Derfor bliver der lavet to projekter, som er inspireret af Paulo Freire’s frigørende pædagogik.
Det første projekt foregår på en værkstedsskole hvor man beskæftiger sig med undervisning og produktion af ca. 50 elever i alderen 15-22. Eleverne kommer om aftenen efter at have arbejdet om dagen. Der er smede- og maskinværksteder, elektroundervisning, matematik og spansk. Undervisningsmetoden er ”learning by doing”. Der undervises gennem praksis, hvor lærer og elev forsøger at løse tekniske problemer i fællesskab. Desuden tales der inden arbejdet går i gang, om de forskellige materialer. Hvor de kommer fra, hvem der har forarbejdet det og hvem der tjener på det. På den måde lærer man at regne og kritisk analysere samfundets indretning.
Det andet projekt ”Højskoleprojektet” er under opbygning. Forberedelserne har bl.a. bestået i at bo i området og lære de indianske bønder, deres sprog og kultur at kende. ”Undervisningen” vil dreje sig om, at lære bønderne om sundhed og afsætning af deres landbrugsvarer, da aftagerne af deres varer tager det meste af fortjenesten. Højskolens intentioner er at blive selvforsynende.
Højskolemiljøet er præget af spændende aktiviteter samt undervisning hvor der bliver opbygget materialer fra nøglebegreberne i deres egen verden. Gennem fotos og lysbilleder ser sig selv og deres egen situation med de kontraster der er i samfundet. For at undervisningen ikke skal blive til manipulation af ”eleverne”, er det nødvendigt at de styrer farten og forløbet i fællesskab med lærerne. Som lærer skal man have en personlig glæde i at mennesker ”vokser op” og får en følelse af mening med det de laver. Målet med projektet er at befolkningen bliver i stand til selv at repræsentere sig overfor magten og myndighederne.
Paulo Freire’s pædagogiske principper/læresætninger siger bl.a., at viden opstår gennem opdagelse og udforskning og at lærer er elev og elev er lærer. Med det menes der, at dialogen mellem lærer og elev forudsætter et ligeværdigt og jævnbyrdigt forhold. Viden er ikke en vare der bliver overleveret fra lærer til elev, men som noget der skal undersøges sammen. Begge kan og skal altså lære af hinanden. Eleven er altså ikke bare et tomt hylster der skal fyldes med viden.
HVILKE GRUNDLÆGGENDE VÆRDIER BYGGER TEKSTENS UDSAGN PÅ, OG HVORDAN BEGRUNDES DISSE I TEKSTEN?
Alle er ligeværdige, da alle kan lære noget af alle. Én kultur er ikke mere værd end en anden, ét menneskes viden er ikke mere værd end en andens.
Det handler om gennem demokratisk dialog, at motivere og udvikle det enkelte menneske. At være i en praksis med frihed, betyder at man er deltagende og integreret i et demokratisk system. Man møder sine medmennesker med respekt og værdighed.
Citat: Håbets pædagogik af Paulo Freire
”- For dem, der ved noget, kan undervise dem, der ikke ved noget, er det for det første nødvendigt, at dem, der ved noget, også ved, at de ikke ved alt; og for det andet, at dem, der ikke ved noget, ved, at de ikke er uvidende om alting; uden denne dialektiske viden om viden og om uvidenhed kan de, der ved noget umuligt undervise dem, der ikke ved noget i et progressivt, demokratisk perspektiv”.
Det samfunds – menneskesyn der kommer til udtryk i teksten er:
Det humanistiske menneskesyn kommer til udtryk i teksten, både på Værkstedsskolen og Højskoleprojektet. Her har alle lige meget værd, uanset rig/fattig, dårlig /dygtig etc. Her får alle gennem dialog, den samme behandling, læring og muligheder. Her bliver der taget udgangspunkt i virkeligheden, så indianerne bliver mere bevidste om deres egen situation, så de dermed selv lærer at forbedre og tage stilling til den.
Dette er indbefattet i det humanistiske begreb om menneskeværd, som er umisteligt og som ikke kan forhandles – selv om det kan krænkes og ude i praksis i dag ofte bliver det.
Det humanistiske menneskesyn
Mennesket er et subjekt, et jeg, som har frihed, ansvar og
menneskeværdighed.
Mennesket må aldrig betragtes som et middel. Mennesket er altid
et mål i sig selv, hvilket betyder, at det altid kan gøre krav på
respekt for sin egen skyld.
Det humanistiske menneskesyn forudsætter, at der findes
mennesker, som frit kan vælge på basis af egne etiske overvejelser,
og som også er parat til at tage ansvar for sine beslutninger.
Ifølge det humanistiske menneskesyn bærer mennesket på
bevidste og skabende kræfter. Det er et socialt væsen, som er
afhængig af sit miljø og sine relationer til familie, slægt, venner og
andre som omgiver det.
I det humanistiske menneskesyn er mennesket mere og større end
sit biologiske og økonomiske værd. Det er under hensyn til
menneskeværd, at alle mennesker er lige. Dette hindrer ikke, at
hver enkelt person søger at udvikle egne evner og muligheder men
er af betydning i forståelsen af, at menneskets værd ikke er knyttet
til funktioner og egenskaber, men til eksistens.
Kilde: Det Etiske Råd 1995.
Samfundets syn:
Samfundet syn på indianerne var skæv, og indianerne havde et minimum af selvbestemmelse. Dem som havde magt og penge var dem som bestemte.
LAV EN VURDERING AF DEN PÆDAGOGISKE PRAKSIS DER ANBEFALES IGENNEM TEKSTEN, OG BESKRIV HVILKE AFSPEJLINGER VI KAN SE I DEN PÆDAGOGISKE PRAKSIS I DAG
I Danmark arbejder flere faggrupper, deriblandt pædagoger også under et værdigrundlag,
der bygger på et humanistisk menneskesyn.
Det betyder, at mennesket ses som et subjekt (modsat objekt), et unikt jeg, der har frihed,
ansvar og værdighed.
Men forskelligt fra de 2 projekter i teksten, skal man i den pædagogiske praksis i dag, ofte underlægge sig institutioners rammer og kulturer. Ude i den pædagogiske praksis, lyder det tit rigtig flot når der bliver beskrevet at der tages udgangspunkt i et humanistisk menneskesyn, men det gør der ofte først, når der er taget højde for arbejdsstedernes normer, værdier og holdninger.
Kilder:
Bach, Ole Galster og Møller, Ole Frigørende pædagogik, (1974), Foreningen Unge pædagoger, København
Liberg, Ulla, Pædagogiske tænkere, Reitzels forlag (1998) København
http://www.stclares.ca/pdfs/The%20Theory%20of%20Paulo%20Freire.pdf
http://www.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=24219
http://www.infed.org/thinkers/et-freir.htm
